Alt om dutar

De fleste af musikinstrumenterne kom til os fra oldtiden. Dutar er en national skat i mange lande. Dens usædvanlige lyd skyldes det specielle strengmateriale. Instrumentet bruges til at fremføre mange musikstykker selv i dag.

Dutar er et strengplukket musikinstrument. Designet har en lang hals, der minder lidt om en lut. I starten er det et turkmensk musikinstrument, men det er også almindeligt blandt tadsjikere, folk i Afghanistan, uighurer, iranere, usbekere og karakalpaker. Dutar er en af ​​de vigtigste enheder til at udføre folkemusik.

Produktets samlede længde er omkring 90-120 cm.Kroppen er lavet af limet eller mejslet træ. Instrumentdækket er altid tyndt og udstyret med resonatorhuller.

Dutaren blev kendt omkring det 15. århundrede. For første gang dukkede instrumentet op blandt hyrder. Først blev der lavet snore af dyretarme. Senere blev materialet ændret til silke.

Meget senere, allerede i 30'erne af det XX århundrede, dukkede forbedrede versioner af dutaren op. De blev en del af de turkmenske, usbekiske og tadsjikiske folkeorkestre. De iranske og afghanske sorter modtog 3 strenge og var lidt forskellige fra den centralasiatiske sort. Herat dutar har op til 14 strenge. Et moderne instrument kan have både silke- og nylonstrenge.

Der er en dutar på et museum i Usbekistan, der tilhørte Khoja Abdulaziz Rasulev. Manden var en fremragende musiker, komponist og vokalist. Abdurehim Heyit er en nutidig musiker, der bruger dutar i sit arbejde.

Dutar er det mest populære instrument blandt turkmenerne. Han er endda til stede i sammensætningen af ​​symfoni-, poporkestre. Musikere, der har specialiseret sig i dette instrument, kaldes dutarister. Deres repertoire omfatter mange folkemelodier fra forskellige lande.

Alle mestre er forenet af specielle færdigheder i håndtering af dutar. Han ledsagede turkmenerne i glædelige og triste livssituationer. Det var dette musikinstrument, som var med dem under deres vandring gennem kløfter og ørkener. Melodierne opført på den anses for at være en slags suiter og rapsodier.

Al Farabi, forfatteren til The Great Treatise on Music, foretrak at lytte til dutar for mere end et årtusinde siden. Over tid er kunsten at spille på dette musikinstrument blevet forbedret og har altid rørt lytterne for sjælen. En vigtig forskel mellem dutaren og dens analoger er, at det altid har været folkemusik, der altid er blevet spillet på den. Mange musikere kunne sagtens lave et musikinstrument på egen hånd og indstille det korrekt.

Muhammad Ishangulyev er en berømt arvelig dutarchi-mester. Han tilbragte hele sin barndom i sin fars værksted. Han vidste fra en ung alder, at du husker god musik såvel som dit navn. Melodien synker simpelthen ind i sjælen, og den er allerede umulig at glemme. Så faderen videregav til Muhammed ikke kun praktiske færdigheder, men også en åndelig holdning til dutar.

Ishangulyev, som hans far drømte, viede hele sit liv til at lave dette vidunderlige musikinstrument med silkestrenge. Til dette studerede fyren grundigt træets egenskaber og egenskaber, som bliver til dutar. Muhammed forsikrede, at materialet ikke er upersonligt, det styrer mesterens tanker, får ham til at regne med sig selv.

Dutars lange historie har gjort processen med at gøre det til en rigtig videnskab. At vælge det rigtige træ er en vigtig udfordring. Håndværkere bruger et morbærtræ eller et pæretræ. Træet skulle bære frugt, ellers ville lyden være dårlig, forkert. Hele sommeren tørres det valgte materiale under naturlige forhold, under solen.

Det menes, at overfloden af ​​varme og lys gør træ mere bøjeligt. Et instrument lavet af et sådant materiale har en renere lyd, som ikke kan forveksles med noget andet. Samtidig laver mestrene kun dutar med den rette stemning og inspiration. Hvis du laver et instrument i dårligt humør, så bliver lyden meget trist, klagende.

Muhammad bemærkede under sin lange praksis, at han ikke lavede to lignende dutarer. Han brugte den samme skærer, kniv og hæfteklammer, men instrumenterne lød altid anderledes. Muhammed sammenligner dutar med mennesker og deres mangesidige natur. Ligeledes vælger musikere et instrument for deres sjæl.

Håndværkere tager endda polering så ansvarligt som muligt. Instrumentet er glat og skinnende. Efter fremstillingen har dutaren en lys gul nuance. Mens du spiller, trænger fedt fra dine hænder og sved ind i træet, og det ændrer udseende. Takket være dette bliver dutaren unik i modsætning til sine modstykker.

En amerikansk gæst kom engang til Muhammed for at lytte til og købe hans kreation. På det tidspunkt havde manden allerede boet i Serdar i flere år og lært engelsk til lokale børn. Amerikaneren var forbløffet over lyden af ​​instrumentet, dets ulighed fra resten. Gæsten så hele turkmenernes livsfilosofi i musikken. Nu er produktet fra Muhammeds værksted på US Museum.

Mesteren havde 6 sønner, og 2 af dem overtog hans viden. Takket være dette fortsatte traditionen sit liv i næste generation. Træningen foregik på samme måde som Muhammeds selv. Drengene tilbragte hele deres barndom med deres far og så hans arbejde.

Mere end én generation af talentfulde musikere spiller Muhammeds dutarer. Arbejdet på værkstedet slutter ikke, der er altid bestillinger. Dutar vælges i henhold til musikerens præferencer. Han skal prøve at lytte til instrumentet, før han bruger det foran et publikum.

Dutars of Muhammad købes af gæster fra andre lande. Instrumenter tager på ture og glæder mange mennesker. Som et resultat går et særligt håndværk og viden ikke tabt. Et musikinstrument med silkestrenge finder altid sin lytter.

I århundreder er dutar blevet betragtet som den bedste gave blandt turkmenerne. Værktøjet gives i de tilfælde, hvis de ønsker at udtrykke en særlig indstilling og oprigtighed. Det er en del af en stor tradition, der er gået i arv fra generation til generation. Værktøjet hænges på væggen eller placeres et særligt sted, opbevares omhyggeligt og passes. Dutar er et symbol på fest og velvære.

Dutar lyder dæmpet, ømt og med en lille overtone. Det skyldes, at musikerens negle glider på lydplanken. Den nederste skala er kromatisk, og den øverste er diatonisk. Intervallet er 1-2 oktaver. Traditionelle uiguriske og tadsjikiske instrumenter er udstyret med silkestrenge.

Dutar er et gammelt musikinstrument. Den spilles af både folkemusikere og professionelle. Fordelen ved dutaren er, at den er velegnet til ensemble- og solooptræden. Dette er et godt akkompagnement til vokal. Dele af stykker og makoms spilles ofte på et sådant musikinstrument.

Musik kan være forskellig, såvel som spilleteknik. Det afhænger direkte af de personer, i hvis hænder instrumentet endte. Nogle spiller bare på strengene, andre slår dem. Der er ingen streng regel i at bruge dutar.